Da grænserne til Tyskland lukkede, ikke bare fra Danmark, men fra hele verden, var Tysklands velsmurte turistindustri hurtige til at reagere med rejseoplevelser i hele landet på internet. Pludselig blev det derfor muligt i stor stil at rejse rundt i Tyskland hjemme fra sofaen.
Nu er der igen mulighed for at rejse i virkeligheden, men hører du til dem, der alligevel hellere vil vente lidt med at tage af sted, kan du stadig kigge med og se, hvad Tyskland har at byde på. Tysklands 16 delstater er nemlig gået sammen om at lave et fælles website med forslag, der er lige til at falde i svime over.
Find den inspiration, der passer til dine behov
Det er nemt og praktisk at orientere sig om mulighederne, fordi du kan filtrere ud fra dine egne ønsker og behov, f.eks. rejsemål, interesser, årstid og længden på din rejse.
På websitet finder du reportager, rejsetips og andre gode ideer til din ferie i Tyskland. For nogle vil det være en ulempe, at sitet kun er på tysk; det skyldes, at det oprindelig var tænkt som inspiration til de mange tyskere, som også var afskåret fra at krydse grænserne, og som derfor kunne se frem til at skulle holde sommerferie i Tyskland.
Alene billederne giver et godt indtryk af, hvor righoldig og varieret et rejseland Tyskland er. Nyd turen. Både online og i virkeligheden.
Seneste kommentarer