Hamburg er en cykelvenlig by. Der er ingen store stigninger, og du kommer hurtigt fra det ene kvarter til det andet.

MEN – for der er et men: Tyskland er ikke et cykelland, som vi kender det fra danske byer. Mange steder cykler man blandt fodgængere eller ude på kørebanen. Cykelstier, som vi er vant til i danske byer, er et relativt nyt fænomen i tyske byer. Også i Hamburg.

Der er dog ændringer på vej. Siden 2015 er der i byen nyanlagt eller renoveret lige knap 100 kilometer cykelsti, der ligger adskilt fra fortov og kørebane, og der er planer om flere strækninger.

Cykelmotorveje til pendlerne

Derudover er det jo ikke gået selv de bilglade tyskeres næse forbi, at autotransport koster på klimaregnskabet, så man er desuden i gang med at anlægge 300 kilometer ‘cykelmotorveje’ i nærområderne, så pendlere kan komme lettere frem og tilbage på cykel og med offentlig transport, og samtidig aflaste vejnettet.

Mobiltätswende hedder det storstilede projekt, der skal få det til at ske. er sat i værk. En lille holdningsændring kan allerede spores, for der er sket et svagt fald i biltrafikken i byen og en stigning i antallet af cyklister.

Egen cykel eller cykelleje?

Hvis du er i bil med cykelophæng, vil du måske foretrække at have din egen cykel med til Hamburg. Med toget kan det være ret besværligt, da der kan være togskifte undervejs, og mange danske tog har høj indstigning. Kombiner det med (måske) tunge cykeltasker med bagage til flere dage, og du er næsten træt, inden du sidder i toget. Fordelen er selvfølgelig, at du kan rejse videre og spontant forlænge din cykelferie mod syd, nord, øst eller vest.

En del hoteller i Hamburg lejer eller låner cykler ud til deres gæster.

En anden og let mulighed er Hamburgs røde bycykler, Stadtrad. Du kan bliver bruger ved at registrere dig for et relativt lavt beløb og dermed leje cyklerne til en lav timepris. Eller du kan være gæst og give lidt mere pr time. Tjek aktuelle priser på Stadtrad. Her finder du også et kort over de 250 cykelstationer.

Sådan kommer du sikkert gennem byen
  • cyklister må mange steder køre på fortovet
  • nogle steder er cykelstien på fortovet markeret med en anden belægning eller med rød farve
  • pas på fodgængerne – det er god stil at køre med lav fart
  • der er ofte særlige båse for cyklister ved lyskurver – her må du cykle over, men pas på fodgængere
  • hold øje med, hvordan lokale cyklister placerer sig

Hvis det er gang, du skal udforske Hamburg, har vi lavet en guide til fem aktiviteter, du bare må prøve. Læs om dem under overskriften Fem tips til den første tur til Hamburg.

God fornøjelse.